Fiskeklubben Rokkerne
Fangstrapporter

Efter en lang og kold vinter stod sæsonens første tur omsider for døren.
Igen i år var en aborretur på programmet, og præcis som sidste år var destinationen Tryggevælde å.

Vi mødtes ved prambroen kl. 8.00 (ca.), og allerede inden vi kom i gang var en klubrekord slået - ALLE mand var mødt op, hvilket vil sige hele 6 deltagere på en klubtur. Imponerende og forhåbentlig et varsel om endnu en stor sæson.

Efter lidt sludren og fremvisning af (gøren grin med) formandens nye kombistang (spin+flue i én stang), delte vi os uden videre diskussion i 3 hold - Jonas og Wolff, Jan og Vinding og jeg selv gik med Schwalm.
Schwalm og jeg spinne fiskede i roligt tempo en 4-5 pladser fra broen ud mod slusen uden at mærke det mindste.
Jonas og Wolff fiskede med flåd + orm på en "særlig" udvalgt plads, hvilket kastede 5 aborrer af sig. Jonas fik en enkelt mens Wolff nappede resten.
Jan og Vinding valgte orm på bundtackler, men måtte ligesom os nøjes med at nyde solen, da fiskene ikke viste den mindste interesse. Vinding fik dog en lille tillægsgevinst i form af en "sok". Optimistisk som han er valgte han at placere sig på noget "gyngende græs", og som man sikkert allerede har regnet ud, endte det med at han sank gennem og stod i vand til de ædlere dele.

Omtrent halvvejs i konkurrencen besluttede Schwalm og jeg at satse på strækket opstrøms broen.
Schwalm fortsatte spinnefiskeriet mens jeg agnede op med en orm.
Taktik-skiftet skulle vise sig at være nærmest genialt. Allerede i første kast efter at flådet var afbalanceret, gik det under med et sug. Utroligt nok havde fuldstændig perfekt linekontrol, og med et perfekt modhug satte jeg krogen - fighten var i gang.
Det gik hurtigt op for mig at det næppe var en aborre, da fisken tog et par hårde udløb, som blev kronet med et flot spring helt fri af vandet.
Efter en hektisk (men sikker) fight kunne jeg efter ca. 5 minutter lande en flot sølvblank havørred på 1.75 kg. - Både ny personlig og ny klubrekord.

Resten af dagen forløb roligt og der blev kun landet yderligere 2 fisk. 1 aborre til Wolff og en havørred under målet til mig.

Alt i alt en god dag med lækkert vejr og ny klubrekord. Man kan dog have sin tvivl om Rokkerne igen næste år er at finde ved åen, da det nu er andet år i træk åen svigter os hvad aborrer angår.

Dagens resultat blev som følger:

Wolff 8 point
Jonas 5 point
Boysen 1 point
Jan 1 point
Schwalm 1 point
Vinding 1 point

Fortsat god sæson til alle
Boysen



Tilbage
  Fiskeklubben Rokkerne