Fiskeklubben Rokkerne
Fangstrapporter

Første fiskedag på årets Samsøekspedition lakker mod enden.
Sune vækkede mig i morges kl. 10 med ordene "Nu kan du ikke ligge der og fise den af længere" - Jeg følte stadig det var nat!

Efter den obligatoriske morgenkaffe gik turen på et par lede damecykler mod den lokale brugs. Da vi havde cyklet et par kilometer gik det op for os at indkøbssedlen lå hjemme i hytten.....nedtur. Jeg måtte trampe den triste tur tilbage.
Nå, vi kom til brugsen, hvor vi uden problemer fik lavet en aftale om at få varer bragt ud - Perfekt tænkte vi og fyrede 900 kr. af!

Omkring kl. 15.00 havde vi modtaget varer, spist frokost drukket en pilsner og pakket grejet; Vi var klar som sjældent før. Vejret var perfekt med høj sol og god vind.
Sune kunne ikke styre sin iver da vi ankom til "vores" hot-spot. Han fór ned til vandet og gik ivrigt i gang med fiskeriet (stangen var klargjort hjemmefra).
Jeg selv var magelig som altid, hvorfor jeg satte mig behageligt til rette i bakkerne, hvor jeg i ro og mag riggede til.

Efter et par timer og med et par fuglereder på samvittigheden (pgr. af for meget line på hjulene) mødtes vi til en pils og en snak om fiskeriet. Sune havde ikke set eller mærket det mindste, og min egen situation var præcis den samme. Vandet var dog ved at vende fra lavvande til højvande, så optimismen var stadig i behold.

Efter yderligere en times fiskeri skiftede jeg til en lille Toby efterligning, jeg havde købt i brugsen for den enorme sum af 12.95 kr. Efter et par kast kom hugget - en vild ørred kastede sig rundt i overfladen et par sekunder.....før den rev sig løs. Nedtur!
På hesten igen, der kunne sagtens være flere fisk. I andet kast sad den der igen - En super vild springfætter af en havørred at være. Et par minutters intensiv fight fulgte før jeg kunne kane en flot ørred lige over målet. Hurtig afkrogning og jeg var klar igen....Bang i første kast sad den der. Denne ørred havde en helt anden fighterstil - Den gik konstant dybt i tunge ryk, og jeg troede til at starte med at det kunne være ny personlig rekord. Lyn hurtigt kunne jeg dog fornemme at jeg havde taget fejl. Kort efter landede jeg endnu en havørred lige over målet.

Herefter døde fiskeriet ud og jeg begav mig videre. Da jeg nåede Sune kunne han slukøret fortælle at han intet havde set eller mærket.
Vi begav os hjemad mens vi fiske flygtigt på diverse pladser. Jeg missede endnu en fisk, men eller mærkede vi intet.

Nu har vi spist ørrederne på ristet toastbrød, og er så småt på vej i seng så vi kan være klar igen kl. 05.30

Hug og hygge fra Samsø
Boysen



Tilbage
  Fiskeklubben Rokkerne