Fiskeklubben Rokkerne
Fangstrapporter

Her en lidt forsinket fangstrapport.

Da det efterhånden var en god måneds tid siden, jeg sidst havde fisket, havde jeg forrige lørdag planlagt en karpetur efter fodbold.
Jeg ankom til søen i begyndende tusmørke, hvor jeg til min store forbløffelse mødte Jan. Han havde via Schwalm hørt at jeg skulle fiske karper, og den chance ville han ikke forspilde - (Schwalm du kunne lære noget :-)).

Ud over Jan lå der 4 andre karpefiskere ved søen med i alt 8 stænger ude. Da Jan havde 2 stænger i suppen, måtte jeg straks fra start dæmpe mine forventninger, da pladsen pludselig var meget trang og jeg "kun" kunne fiske med to stænger - dog på mit favorit-spot.

Jeg fik rigget til og kastet ud, og så var det ellers bare at vente.
Efter et par timer havde jeg mit første run, og efter en god fight landede jeg (assisteret af Jan) en fin skælkarpe på 5.5 kg. - god start!

Timerne gik uden den store aktivitet omkring karpestængerne, men det lykkedes Jan at fange en lille brasen og en 800 gr. karusse på flåd.
Omkring kl. 04.00 besluttede Jan at køre hjem - Der var jo en glimrende flyvedag i vente :-)
Bedst som Jan var i færd med at pakke, havde jeg igen run, og efter en udramatisk fight landede jeg en 2.7 kg. skælkarpe. Jan var en anelse misundelig!

Timerne gik og jeg små-sov i ny og næ. Jeg var så småt ved at pakke grejet sammen da den var gal igen.
Denne gang kom en spejlkarpe på 4.2 kg. i nettet efter en god fight, hvor fisken et par gange var ved at slippe ind under nogle udhængende buske, men det lykkedes mig at redde situationen begge gange.

Alt i alt en god tur, hvor jeg trods forringede betingelser endte med at være topscorer ved søen med 3 karper på land - De andre fik "kun" 2 fisk til sammen.

Nu er siden snart klar igen efter en lang nedetid pgr. af flytning - Hygge til alle.

Boysen



Tilbage
  Fiskeklubben Rokkerne