Fiskeklubben Rokkerne
 

 12-05-2013 : skrevet af Jonas Hansen

Geddetogt

I sidste weekend mens størstedelen af Rokkerne dansede rundedans til den årlige sudertur var jeg taget til geddekonkurrence.

Konkurrencen udspillede sig på Søndersø og var arrangeret af Lystfiskeriforeningen. Lørdag morgen kl. 7 var der dækket op med et fint morgenbuffet ved klubhuset og godt med gammel dansk. Kl. 8 steg alle brave i bådene og efter små 30 sek. havde vi allerede den første gedde i båden. Herefter gik der 2 timer, hvor vi ikke rigtig havde succes med at finde fiskene. Over mobilen tikkede der løbende sms ind med sporadiske fangster. Ud på formiddagen var jeg lidt blevet træt af situationen og smed styrmanden op i stævnen hvorefter jeg overtog kaptajnrollen og sejlede ind på lavere vand.

Netop som vi passerede en af andre både indtræf konkurrencens højdepunkt. Mikkel i den modsatte båd havde et solidt hug, hvor hans karpestang blev sat på overarbejde. I kampens hede sprang fisken fri af vandet, men på 50 m. afstand lignende det umiddelbart ikke nogen større fisk. Det viste sig ikke helt at holde stik. Mikkel ringede efterfølgende til os og kunne stakåndet fortælle at der lå et "svin" af en gedde i nettet. Vi troppede hurtig op og legede vejemester og fotograf og Mikkel kunne smile over en ny personlig rekord på 9,5 kg - som forøvrigt med flere længder rakte til konkurrencens 1. plads.

I den efterfølgende time havde vi også lidt held i sprøjten og løb ind i et super produktivt område. På ingen tid kom 7-8 fisk i båden - dog ingen med størrelse på. Det endte dog med at undertegnet tog en flot 3. plads og blev en fin jigstang rigere.



Lige under de magiske 10 kg




Tilbage
  Fiskeklubben Rokkerne