Fiskeklubben Rokkerne
 

 15-09-2019 : skrevet af Peter Rasmussen

Årets 5. klubtur - Makreller fra Odden

Et massivt fremmøde kunne atter konstateres til endnu en Rokke-tur. Hele 2 medlemmer var mødt op denne morgen på dækket af det gode skib Marianne F. Vinding og Rasmussen var klar, påklædt efter forholdene og med pilsnere i køleboksen, der ellers primært var forbeholdt de ufattelige mængder af makreller vi havde tænkt os at hive ombord.

Vinden gik frisk over vandene, men som de garvede søfolk vi begge er, skænkede vi det ikke nogen videre tanke – den gode Vinding måtte dog senere nyde søsygens lyksaligheder, for det skulle vise sig at Marianne F. ikke just var et stabilt skib i søen. Bevares; velbygget, -holdt og –restaureret, men en minestryger, som Marianne F tidligere har været, er åbenbart ikke beregnet til at skulle drive sideværts i søerne. Jeg tænker det har noget at gøre med en ringe dybgang og et slank skrog. Under alle omstændigheder skulle det vise sig, at selv i den relativt begrænsede søgang da rullede Marianne F sig i søerne, som en hund i en død måge. Det var ikke problemfrit, og mere end Vindings mave undervejs kunne klare. Men han var tapper og stred sig gennem formiddagen, stod klar med stangen, knækkede sig ud over siden med jævne mellemrum og var noget bleg i skærmen. Røde pølser og bajere afviste han uden videre betænkningstid.

Klokken 06 stod vi ud af Odden Havn og i alt 33 mand ombord havde 6 timer på Kattegat foran sig. Skipper sejlede os ud parallelt med Odden og videre ud langs Gniben. Vi gjorde holdt ved det østligste fyr og inden længe stepdansede de første makreller på dækket. Lidt overraskende for mig, da vi fiskede på 5-7 meter vand – makreller behøver altså ikke have masser af vand under maven, det kunne sagtens lade sig gøre at fange dem her på det lidt lavere vand. En note til næste makreltur på Øresund.

Jeg valgte kun at fiske med en enkelt prik og en enkelt ophænger, da omstændighederne besværliggjorde andet. Der var ikke vildt gang i den, bortset fra en fyr der stod i stævnen, sammen med os, som formåede at hive et sted mellem 10 og 20 makreller ombord undervejs. Han var godt kørende, til forskel fra hans kollegaer (en firmatur), der ikke gjorde meget væsen af sig m.h.t. fangst.

Skipper forsøgte at hive stemningen ombord lidt op, og når en makrel undtagelsesvis blev hevet på dæk bedyrede han:
”Så kom der da en makrel mere ombord”.

”Ja, så kom der da lige et par makreller mere ombord”.

”Og der var lige en makrel mere”

…ZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZ…

… hver gang med så søvnig og uengageret en stemme, at hvis det ikke var for vejret så var alle ombord blevet lullet ind i trance.

Den manglende succes fik skipper til at tage den tvivlsomme beslutning, at sejle længere ud, på dybere vand. 20 minutter blev brugt på det, og efter 10 minutter på pladsen, besluttede skipper sig for, at sejle tilbage til den tidligere plads, da vi rullede så meget, at hvad folk havde liggende af løst habbengut strøg ud over siden, min reservestang knækkede og folk brugte mere tid på at holde sig fast og styr på deres grej, end at fiske. Det var her Vinding for alvor måtte strække våben.

Vi brugte de sidste par timer på den første plads og vendte snuden mod havnen efter en fiskemæssig halvsløj dag. I alt blev der af de 33 mand ombord nappet 53 makreller, hvilket med storfangeren i stævnen in mente, ikke just kan betegnes som bonanzafiskeri.

For de to Rokkere blev det til 4 stk. til Rasmussen og en enkelt til Vinding.

Point som følger:

Peter: 9 point (Deltagelse: 2, størst (670 gram): 6, flest: 1)

Vinding: 6 point (Deltagelse: 2, 1 fisk: 4)




Den frække fyr




Tilbage
  Fiskeklubben Rokkerne